Arbejderbevægelsen i Sønderborg – fra tysk til dansk

 

Frode Sørensen, fhv. minister og folketingsmand, Formand for ArbejderArkivet i Sønderborg

 

Sidste halvdel af 1800-tallet

 

Efter nederlaget på Dybbøl i 1864 var Sønderborg en ødelagt by. 21 % af byens 557 huse var enten total beskadiget eller ødelagt med mindst 50 %. Hertil kom at Hertugdømmet Slesvig-Holsten blev indlemmet i Preussen/Tyskland.

At byens indbyggertal steg de første år efter 1864 skyldtes i høj grad Militærgarnisonen på Sønderborg Slot. I perioden fra 1867 til 1880 steg antallet af civile sønderborgere med godt 1.100 svarende til 27 %. Udsigten til højere løn end den man kunne tjene på gårdene fristede folk i de omliggende kommuner til at flytte ind til byen.[1]

På grund af den omfattende genopbygning af de ødelagte huse, samt store befæstningsarbejder af skanser på Dybbøl og Alssiden af frygt for at den fransk/tyske krig skulle brede sig til området, startede en begyndende indvandring af arbejdere og håndværkere fra andre dele af Tyskland og i en vis grad fra Danmark.

Indtil 1864 havde man i Slesvig-Holsten ikke tænkt på, om man var tysksindet eller dansksindet, men det havde nu ændret sig og efter den begyndende indvandring kan man fra slutningen af 1860´erne dele folk op i tyske borgerlige, danske borgerlige, tysksindede og dansksindede arbejdere født i området, tyske arbejdere indvandret fra Mecklenburg, Pommern, Brandenburg, Thüringen, Sachsen og Schlesien og danske arbejdere fra kongeriget.

I starten af 1870´erne begyndte arbejderne at organisere sig. Det var de sydfra kommende tyske arbejdere og håndværkere, der tog initiativet, hvorimod de danske og nordslesvigske arbejdere var tilbageholdende med at organisere sig. Nogle af de tyske arbejdere havde oplevet 1863 hvor Ferdinand Lasalle stiftede den første tyske socialistiske forening ”Allgemeiner Deutscher-Verein (ADAV)”.

Fra slutningen af 1870´erne hvor meget af genopbygningsarbejdet var afsluttet kom der en afmatningsperiode. Denne periode varede frem til 1890 og Sønderborgs indbyggertal faldt. Perioden faldt sammen med Socialistlovens indførelse i 1878, en lov som forbød socialdemokratiske møder, men tillod dog socialdemokraterne (SPD)

at stille op til rigsdagsvalgene. Det var naturligvis ikke ideelt at skulle føre valgkamp uden mødevirksomhed.

Socialistloven blev afskaffet i 1890. I årene op til århundredskiftet steg indbyggertallet i Sønderborg igen, og der kom igen håndværkere sydfra, de rejste på valsen, de kom, de arbejdede nogle måneder, hvorefter de igen forlod byen på vej mod nye opgaver, men adskillige af dem kom tilbage og adskillige blev på egnen resten af livet.

Lige efter år 1900 skete der store ting i Sønderborg. I 1901 blev jernbanestrækningen mellem Sønderborg og Tinglev indviet, dermed var der skabt forbindelse til den nord-syd gående jernbane, der sikrede togtrafikken mellem Tyskland og Danmark. Hidtil havde det stor set alene været skibstrafikken, der sikrede forbindelsen mellem f.eks. Sønderborg og Flensborg.

Den afgørende beslutning for Sønderborgs udvikling blev truffet i Rigsdagen i Berlin i 1904. Sønderborg skulle være Tysklands nordlige marineknudepunkt i tæt forbindelse med den store havn i Kiel. Der skulle opføres Marinestation, Lazaret og omfattende boligbyggerier i Adalbertstrasse (Helgolandsgade), Kaiser-Wilhelms-Allee (Kongevej) og Düppelstrasse (Dybbølgade).[2]

Arbejdere og håndværkere strømmede fra 1904 til Sønderborg, i perioden fra 1905 – 1910 steg befolkningstallet med næsten 3.000, så man for første gang kom over 10.000 indbyggere. I 1910 havde forholdene udviklet sig, så der nu var flere tyske indbyggere end danske. Det skal også bemærkes, at udover arbejdere og håndværkere der kom til byen sydfra, så kom der også mange tyske embedsfolk.[3] 

Arbejderbevægelsens spæde start i Sønderborg

I de 56 år hvor Nordslesvig var en del af Tyskland var der tætte relationer mellem Sønderborg og Flensborg. Flensborg var altid et skridt foran og i 1868 stiftede arbejderne ”Ortsgruppe des Lasalleanischen Allgemeiner Deutschen Ortsgruppe (ADAV)”, den blev af myndighederne lukket flere gange, men genopstod, indtil myndighederne i1874 lukkede den endeligt.

Flensborg-folkene så det som deres opgave at agitere for socialismen også uden for Flensborg. Den 26. oktober 1872 inviterede socialisten P. Zimmermann til et offentligt møde i Stentofts lokaler i Perlstrasse (Perlegade), taleren var kandidat til Rigsdagen i Berlin, cigarmager Georg Winter, fra Ottensen ved Hamborg. I sit indlæg beskæftigede han sig med, hvordan arbejderen blev tvunget til at ødelægge helbred og livslængde i fabrikker uden at få en ordentlig løn for sit arbejde.[4]

Der foreligger ikke meget om hverken antal deltagere i mødet eller fordeling mellem arbejdere født og opvokset på Als, og dem som var kommet til byen sydfra. Reelt var det kun de sydfra kommende, som havde kendskab til arbejde på fabrikker, men mødet må alligevel betegnes som en succes, da det efterfølgende lykkedes at danne en lokalafdeling af ADAV, medlemmerne – ikke voldsomt mange – blev formelt registreret som medlemmer af hovedafdelingen i Berlin.

Der skulle gå et lille års tid, før der igen var socialistmøde hos Stentoft. I starten af september 1873 kom den 23-årige agitator Hermann Walther, som optakt til det forestående rigsdagsvalg. Hans tema var lige valgret for alle, her tænkes dog ikke på kvinder, for der skulle gå mange år før de fik lov til at stemme. Mændene kunne alle stemme til rigsdagsvalget, men ikke ved landdagsvalgene og slet ikke til Borgerrepræsentationen (Byråd). Herudover ønskede han undervisning for alle, afskaffelse af hæren og de indirekte skatter.

Mødet, som blev fulgt af 50 tilhørere, sluttede med at de blev afhørt af politiet, som altid var til stede, for at kunne indberette mødets forløb til politimesteren/borgmesteren. Det er værd at bemærke, at byens danske avis ”Dybbøl-Posten” beskæftigede sig med mødet: Socialdemokratiet leverede en slags ”Vorfeier” til Sedan-festen, idet deres rejseapostel Walther holdt et foredrag, navnlig med hensyn til det forestående rigsdagsvalg. Her har vi i Krüger (storbonden H. A. Krüger, Bevtoft) en så værdig repræsentant, at det naturligvis aldrig kan tænkes, at sætte en socialdemokrat i hans sted. Der lå måske allerede i 1873 en bekymring hos den borgerlige danske presse, om man kunne fastholde danske håndværkere og arbejdere, så de stemte på en borgerlig dansk kandidat i stedet for en tysk socialdemokrat.[5]

Den 22. juni 1876 var det den socialdemokratiske cigarmager Otto Reimer, Hamborg som besøgte byens arbejdere for at fortælle om generelle samfundsmæssige forhold. Denne gang var det den lokale tyske avis ”Sonderburger Zeitung”, som kommenterede mødet og konkluderede, at partiet ikke ville få nogen indflydelse i Sønderborg: Bunden var for stenet til socialismens sæd.[6]

Gennemførelsen af Socialistloven i 1878 der eksisterede indtil 1890 gjorde det reelt umuligt for socialdemokraterne at udføre politisk arbejde, idet de hverken måtte afholde møder eller fabrikere valgmateriale. Loven betød også at særligt ”farlige” socialdemokrater kunne udvises fra Tyskland. De to førnævnte agitatorer Hermann Walther og Otto Reimer blev udvist til USA.[7]

Efter Socialistlovens ophævelse i 1890 kom der stille og roligt gang i tingene. I Tyskland stiftedes Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), året efter stiftede man en lokalafdeling i Flensborg. I Sønderborg forsøgte man forgæves i 1892 at stable en arbejderforening på benene.

I maj 1890 oprettede skræddere på Als en afdeling af Deutsche-Schneider-Verband, formerne, træarbejder, murerne og arbejderne stiftede fagforeninger i midten af 1890´erne.[8] Selvom stiftelsen af en socialdemokratisk partiforening i Sønderborg først skete i 1904, var der i Sønderborg medlemmer af SPD, de var blot registreret som medlemmer i SPD-Flensburg. 

Fra århundredskiftet kom der gang i tingene

Efter århundredskiftet mødtes arbejderne ofte for at drøfte deres løn- og arbejdsvilkår. Deres problem var, at de tyske myndigheder skulle give tilladelse til, at restauratørerne stillede lokaler til rådighed, og denne tilladelse blev ofte nægtet.

Det fik arbejderne til at indgå en aftale med danske borgerlige, som stillede deres forsamlingshus i Bismarcksstrasse (Østergade) til rådighed for arbejdernes mødevirksomhed. De danske foreninger og de fortrinsvis tyske arbejdere var for så vidt angik mødevirksomhed i samme båd. De skulle have myndighedernes tilladelse.

I perioden fra 1901 – 1905 skete der en omfattende etablering/omorganisering af fagforeninger inden for stort set alle håndværk. Tømrerne og murerne var de stærke fagforeninger, de fik tilslutning i kortere eller længere tid af tilrejsende håndværkere fra andre dele af Tyskland. Der blev sat mange anlægsarbejder i gang i den periode, størst var som nævnt bygningen af Tysklands nordlige Marinestation med tilhørende militære boliger, det var noget som gav arbejde til mange håndværkere og arbejdere i perioden frem til 1914.[9]

Det danske Forsamlingshus i Bismarcksstrasse (Østergade) hvor den socialdemokratiske partiforening SPD-Sonderburg blev stiftet den 7. august 1904 af 40 fortrinsvis tyske arbejdere og håndværkere, heraf flere der rejste på ”valsen”. (Foto Laask)

Den dag i dag er Sønderborg præget af efterkommere af mange arbejdere og håndværkere, som kom fra de øvrige tyske ”Länder”, de fandt sig en dansksindet pige, blev gift og bosatte sig i området. Arbejderne og håndværkerne var i 1910 organiseret i mere end 10 forskellige fagforeninger.

Den 7. august 1904 var der efter måneders forberedelse stiftende møde i ”Sozialdemokratischen Verein für den 1. Schleswig-Holsteinischen Wahlkreis für Sonderburg und Umgegend”. I mødet deltog 71 heraf 6 kvinder og samme dag meldte 40 mænd sig ind i den nystiftede partiforening, murer Wilhelm Stier blev formand og tømrer Carl Pieper næstformand. På nær nogle ganske få danske var alle medlemmer tyske. Medlemstallet i SPD-Sonderburg steg pænt, den 15. juni 1905 var der 105 medlemmer og i 1907 180.[10]

I oktober 1904 stiftede byens fagforeninger Gewerkschaftskartellet (Arbejdernes Fællesorganisation).

Ved valget til Borgerrepræsentationen (Byrådet) i 1908 forsøgte partiet forgæves at stille op. Det lykkedes ikke, men i 1913 blev to stærke murere Walter Eggert og Sønderborg-arbejdernes ubestridte førstemand Richard Hempel opstillet. De fik begge et smukt valg, men ikke nok til at få en plads i Borgerrepræsentationen.

Central-Herberge – Gewerkschaftshaus (Fagforeningshuset)

Ud over møde faciliteter savnede arbejderbevægelsen i starten af 1900-tallet også logi til de mange tilrejsende håndværkere. I Tyskland havde man tradition for, at fagforeninger sørgede for indkvartering af tilrejsende, organiserede håndværkere.

I Sønderborg havde man siden 1885 haft ”Herberge zur Heimat”, men det blev drevet på en måde, der ikke tiltalte svendene. Man brød sig ikke om at dele logi med ”skruebrækkere og bumser”. Kort efter stiftelsen af Gewerkschaftskartellet i 1904, blev de første planer for at bygge arbejdernes eget forsamlingshus med overnatningsmuligheder fremlagt.

Man fandt en egnet grund i Bergstrasse (Bjerggade). I 1905 købte man grunden. Finansieringen skete ved at opkræve 10 pfennig pr. medlem pr. uge. Initiativet mødte straks modstand i det tyske borgerskab. Derfor forlangte sælgeren, at grundstykket blev betalt straks og kontant. Heldigvis var der et par velstillede ældre arbejdere, som støttede projektet. Resten finansierede bygmesteren.

Grundstenen blev lagt i juni 1905, og allerede den 16. december samme år kunne de stolte arbejdere indvie deres eget hus med 70 senge.

Da bygningen var færdig var der ikke problemer med finansieringen. Partifæller i Flensborg støttede, arbejdere og håndværkere betalte fortsat 10 pfennig pr. uge, Sønderborg Bys Spare- og Lånekasse gav et lån, og Sønderborg Eksportbryggeri som kunne se det forretningsmæssige i projektet støttede også.[11]

Gewerkschaftshaus skiftede i 1920 navn til Fagforeningshuset og i 1940 til Bjerggården. Indtil huset i 1975 blev brækket ned, var det arbejderbevægelsens højborg i Sønderborg.

Det gik godt for arbejderbevægelsen i Sønderborg indtil udbruddet af Den store krig i august 1914. I perioden frem til november 1918 stod næsten alt stille. Alle våbenføre mænd under 45 år var indkaldt til militærtjeneste. De lidt ældre arbejdere sørgede for at Gewerkschaftshaus blev rimeligt vedligeholdt, men direkte parti- og fagforeningsaktiviteter i de godt 4 år var der ikke noget af.

Revolutionen den 6. november 1918[12]

I slutningen af oktober 1918 var alle klar over, at Tyskland ville tabe krigen. Den 3. og 4. november gjorde soldater og matroser i Kiel oprør/mytteri og i løbet af den 4. havde de overtaget magten i byen og dannet Soldater- og Arbejderråd. Den 5. november bredte revolutionen sig til Flensborg og den 6. om eftermiddagen kom revolutionen til Sønderborg.

Matros og skrædder Bruno Topff proklamerede fra toppen af en stige på Marinestationens eksercerplads at officererne var afvæbnet og et Soldaterråd med ham som ”præsident” havde overtaget magten.

Topff indkaldte borgmester Petersen og Landråd von Schønberg og meddelte, at så længe borgmesteren var loyal over for revolutionen, så kunne han og borgerrepræsentationen fortsætte. Landråden fik inddraget sin flotte bil.

Topff´s karriere som præsident for Soldaterrådet stoppede brat allerede lørdag den 9. november og et nyt soldaterråd blev valgt. Deres opgave var at holde ro og orden, da det reelt ikke var nogen ballade i Sønderborg, var deres rolle udspillet i løbet af nogle få måneder.

Arbejderrådet

Anderledes var det med dannelsen af et Arbejderråd søndag den 10. november 1918. Arbejderrådets opgave var primært kontakten til Byråd og Landråd, formanden var tilforordnet borgmesteren, og underskrev alle cirkulærer sammen med borgmesteren. Han kunne nedlægge veto mod politiske beslutninger. Arbejderrådet skulle tilse, at 8-timers arbejdsdagen blev overholdt for at sikre, at flest mulige af de hjemvendte soldater fik arbejde. De skulle kontrollere at fødevarer produceret af områdets bønder ikke blev solgt uden for området til højere priser end det man kunne få hjemme. Husrazziaer for at forebygge hamstringer var en anden del af Arbejdsrådets opgaver.

Der fandtes Arbejderråd i de 4 sønderjyske købstæder, det som gennem tiderne er skrevet om disse råd kan give opfattelsen, at udvælgelsen af folk til Rådets ledelse var noget tilfældigt. Set fra et arbejdersynspunkt, så var dette overhovedet ikke tilfældet. I Sønderborg valgtes murer Richard Hempel, tysk håndværker fra Thüringen som første gang kom til Sønderborg i 1904, han fandt sig en kone, blev i byen og i perioden fra 1905 – 1920 var han arbejderbevægelsens ubestridte leder.

Richard Hempel – formand for Arbejderrådet	Oscar Preuss, næstformand for Arbejderrådet

 

Hans næstformand, elektriker Oscar Preuss havde ikke haft nogen fremtrædende rolle før krigen, men det fik han nu. Hempel var den udadvendte som tilforordnet borgmester og byråd. Preuss var den hårde og kontante forhandler, noget som ikke altid gjorde ham populær i arbejdsgiverkredse.

Det medførte, at han på dagen for grænseflytningen den 15. juni 1920 blev afhentet af politiet og udvist af landet. En ihærdig indsats fra den nyvalgte folketingsmand I. P. Nielsen bevirkede, at udvisningen blev annulleret. Preuss vendte tilbage til hustru og 8 børn. Fra 1922 til 1950 var han medlem af Sønderborg Byråd, flere gange formand for partiforeningen og formand for Dansk Elektrikerforbund i Sønderborg.[13]

Især i 1919 var Arbejderrådet magtfuld. Efter at Den internationale Kommission den 10. januar 1920 havde overtaget administrationen i Sønderjylland var rådets magt slut og de ophørte hurtigt herefter.

Når det var til at leve med for arbejderbevægelsen at Arbejderrådet var et afsluttet kapitel, så skyldtes det, at byens fagforeninger, som havde ligget stille under krigen igen var ved fuld styrke, som velfungerende tyske fagforeninger.

Socialdemokraterne i SPD-Sonderburg hvor langt de fleste medlemmer var tysksindede fungerede også godt, selvom de havde deres problemer med Sønderjysk Arbejderforening, som bestod af danske arbejdere.

Sønderjysk Arbejderforenings afdeling i Sønderborg 1918 – 1921

Sønderjysk Arbejderforening (SAF) hed indtil starten af 1919 Dansk Arbejderforening for Nordslesvig og var oprettet den 14. november 1911. Anton Houborg og Chr. Lageri, begge fra Haderslev, var fra 1919 henholdsvis formand og sekretær.

Foreningens formål var ifølge vedtægterne:

at varetage arbejdernes interesser ved gennem et samarbejde og sammenhold at løfte og gavne dens medlemmer på håndens som på åndens område til gavn og glæde for den enkelte, og til held og lykke for vort folk og vor nationale sag.

Formålsparagraffen var ikke lige noget, der solgte mange medlemskort, når det skulle være en dansk konkurrent til tyske SPD. I november 1918 havde foreningen i hele Sønderjylland beskedne 373 medlemmer fordelt på tre afdelinger, men efter afslutningen på ”Den store krig” eksploderede medlemstilgangen.

Sønderjysk Arbejderforening opfordrede i starten af januar 1919 de danske arbejdere til at undlade at deltage i det forestående valg til den tyske Rigsdag: Vel er vi endnu prøjsiske undersåtter og som sådanne berettiget til at udøve vor valgret. Mens tyskerne som følge af nederlaget er tvunget til at følge Wilsons program, er vor landsdels genforening med Danmark kun et tidsspørgsmål. Under disse forhold vil vi ikke øve indflydelse på det tyske folks indre anliggender. Lad dem ordne deres sager selv.[14]

SAF’s offensiv indeholdt også et opråb i annonceform til de danske arbejdere, herunder også til arbejdsløse, småhåndværkere og husmænd, de blev opfordret til straks at melde sig ind i foreningen.

Opråbet havde en kolossal virkning på de danske arbejdere, hvoraf mange gennem fire lange år havde udført krigstjeneste for Tyskland, de havde oplevet uhyrligheder og tragedier, nu var de vendt hjem fra fronten, blot for at møde elendighed, mangel på levnedsmidler, tøj, boliger og sidst men ikke mindst arbejde.

Udviklingen i SAF’s medlemstal indebar i starten at 1919 en organisationsændring. Nordslesvig blev opdelt i kredse, og den 20. februar oprettede man i Sønderborg-området Dansk Arbejderforening for Nordslesvig, Kredsafdeling Sønderborg.[15] Medlemstallet i Sønderborg-kredsen var i november 1919 nået op på 2.172.

Kort før afstemningsdagen den 10. februar 1920 offentliggjorde SAF i Sønderjylland sit medlemstal til 12.730, heraf 444 i Sønderborg kommune, med formanden, forarbejder Andreas Christensen, i spidsen.[16]

Formand for Sønderjysk Arbejderforenings Afdeling i Sønderborg, forarbejder Andreas Christensen (foto Sønderborg Kommune)

Når det var vigtigt at få organisationen på plads hurtigt, skyldtes det også, at der allerede i marts 1919 skulle være valg til borgerrepræsentationen (Byrådet) i Sønderborg. Byrådssalen var det forjættede land, som ingen socialdemokrat i Sønderborg endnu havde betrådt. Blandt de organiserede medlemmer af SPD-Sonderburg, skulle byens ubestridte arbejderleder murer Richard Hempel sammensætte sin kandidatliste. Han havde efter krigsafslutningen gjort en stor indsats for at styrke det overvejende tyske SPD-Sonderburg, og det var lykkedes. Den 31. marts 1919 havde partiet 406 medlemmer heraf 88 kvinder. SPD og SAF i Sønderborg var omtrent lige store.

Indtil revolutionen den 6. november 1918 var det stort set udelukkende arbejdere, håndværkere og hjemmegående kvinder, der var medlemmer af SPD-Sonderburg, men det ændrede sig nu: Fiskere, skolelærere og andre offentlige ansatte meldte sig ind i partiet. Før revolutionen var det ikke tilladt offentligt ansatte embedsmænd at være medlemmer af Socialdemokratiet.

Hempel blev formand for valgkommissionen til valget den 2. marts 1919, et valg som skulle blive det sidste under tysk styre og en personlig succes for Hempel. Ud af 2.143 afgivne stemmer fik Socialdemokratiet 623, og partiet kom ind i byrådet med 4 mandater ud af 24. De første socialdemokrater i borgerrepræsentationen var alle tyske.

Til stor irritation for Hempel opstillede Sønderjysk Arbejderforening (SAF) kandidater på margarinefabrikant Peter Knarhøi’s borgerlige danske liste. Listen fik valgt 10, heriblandt 2 fra SAF, arbejder Chr. Lange, der havde været formand for SPD-Sonderburg fra 1906-08 og arbejder Hans Tychsen. At en tidligere formand for SPD-Sonderburg stillede op på en dansk-borgerlig liste, gjorde ikke bitterheden hos de tyske arbejdere mindre.

Egentlig var forholdet i dagligdagen mellem danske og tyske arbejdere fordrageligt, men der opstod af og til problemer. Den 12. marts 1919 skrev Hempel og Oscar Preuss til det danske Socialdemokratisk Forbund i København og klagede over SAF, som de beskyldte for skadelig agitation imod dem under valgkampen.[17]

De danske arbejdere var før krigen, på nær dem som var medlemmer af SPD og en fagforening, stort set usynlige i kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Sagt direkte: De rettede ind til højre og holdt deres kæft. Det senere folketingsmedlem for Det radikale Venstre, Chr. Lageri, Haderslev, der i 1919 var sekretær i SAF, er citeret for følgende udtalelse: Ved ethvert valg troppede småkårsstanden op ved valgurnen og afgav stemmen på den danske kandidat, uden skelen til om det var en kapitalist eller en storbonde. Til trods for denne støtte vakte det harme, at der aldrig blev taget hensyn til småkårsstanden.[18]

Selvom den store tilslutning til SAF også skyldtes mobiliseringen for et dansk ja ved den forestående folkeafstemning, så var det den danske arbejders krav om endelig at få indflydelse på sin egen arbejdssituation, på den politiske dagsorden. Ikke som Lageri udtalte, at arbejderne blot skulle være nogle, som sikrede nationale danske stemmer, men som man kun behøvede at tage hensyn til op til valgene.

Umiddelbart efter afstemningen den 10. februar 1920 skrev partiformand Th. Stauning på Socialdemokratisk Forbunds vegne i SAF’s blad Sønderjyden, han oplyste at hans bestyrelse for første gang havde haft møde i Nordslesvig, og han strakte hånden ud til et samarbejde med alle arbejdere i Nordslesvig. Socialdemokratiet opfordrede til samarbejde for det internationale socialdemokrati. Chr. Lageri besvarede opfordringen: Vi er et grænsefolk, hvor nationaliteten har sat så dybe rødder, at de ikke let rives op. Et svar som hverken åbnede eller lukkede dørene for et fremtidigt samarbejde. [19]

Socialdemokratisk Forbund i København sendte på ny de sønderjyske arbejdere en velkomsthilsen efter et forretningsudvalgsmøde den 20. februar 1920 med ønsket om, at alle sønderjyske arbejdere tilsluttede sig Socialdemokratiet og de danske fagforeninger. Et ønske som i Sønderborg blev modtaget og besvaret positivt af SPD-formand, lærer Johan Jacobsen. Velkomsthilsenen blev kort efter fulgt op af en invitation til et møde den 9. og 10. marts 1920 i København. I mødet deltog formændene for SPD i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. SAF var repræsenteret af Chr. Lageri og Anton Houborg samt formanden for SAF i Sønderborg, Andreas Christensen. På mødet udtrykte alle vilje til samarbejde, så opstarten til en fælles fremtid var lovende.[20]

SAF skulle dog hurtigt løbe ind i alvorlige interne problemer. Lageri var kommet for skade at påstå, at der i forbindelse med afstemningen i 2. zone havde været handlet med stemmer. Han påstod, at tyskerne havde tilbudt danskere 200 Mark for at stemme tysk. Herefter havde danskerne svaret igen og havde tilbudt tyskerne 500 Mark for at stemme dansk. Lageri blev beskyldt for at tale usandt. Flensborg Avis påstod, at beskyldningerne var grebet ud af luften, der var ikke skygge af bevis: Før Lageri`s ytringer var det kun altyskere, som havde vovet at frembringe sådanne påstande. Nu ser vi en dansk Nordslesviger gøre det samme. Vil de danske arbejdere virkelig have en sekretær som Lageri?

Episoden medførte kort efter en sprængning af SAF. Lageri blev også kritiseret for sin holdning i grænsespørgsmålet, sin redaktion af SAF-bladet Sønderjyden, sin optræden i vælgerforeningens tilsynsråd og for sin stillingtagen i dansk politik, hvor han ensidigt støttede Aabenraa-retningen.

Sønderjysk Arbejderforening blev delt i to. Fuldbyrdelsen skete søndag den 9. maj 1920 på et møde i Tinglev. Et stort antal medlemmer med lokale formænd og næstformænd i spidsen brød ud og dannede Sønderjysk Nationale Arbejderforening. SAF var knap tre måneder efter afstemningsdagen på vej mod opløsning.

Ved Byrådsvalget den 26. juli 1920 stillede Socialdemokratiet med en liste på 24 kandidater. Som nr. 1 og 2 var to danske medlemmer, der indtil kort før valget havde været medlemmer af Sønderjysk Arbejderforening, former Christoffer Føgh og arbejder Jørgen Philipsen. På 3. pladsen kom Hempel og som nr. 4 og 5 bødker Jacob Ohlsen og murer Wollrath Eckhardt.  De fem blev valgt. SAF som denne gang opstillede med egen liste fik valgt vognmand Jørgen Brandt og formanden, Andreas Christensen.

På det konstituerende byrådsmøde den 4. august 1920 fik Sønderborg efter 56 års tysk styre igen en dansk borgmester. Købmand J. H. Kock fra den danske borgerliste blev valgt med 19 stemmer. De fire tilstedeværende socialdemokrater stemte blankt, Hempel deltog som det eneste byrådsmedlem ikke i det konstituerende møde. Ved at undlade at stemme undgik socialdemokraterne en intern national diskussion.

Den 7. august var der generalforsamling i Socialdemokratisk Forening. Medlemstallet var i første halvdel af 1920 faldet fra 231 til 173, og kun 68 meldte sig 1. juli 1920 under den danske fane. Medlemstallet var dog hurtigt på vej op, da mange tidligere SAF-medlemmer meldte sig ind. Ved valget til formand var der stemmelighed mellem formanden, lærer Jacobsen og overtelegrafassistent Chr. Møller. I stedet for lodtrækning overlod Jacobsen frivilligt formandsposten til Møller, med bemærkningen: at det måske var en god idé at vælge en formand med en fortid i Sønderjysk Arbejderforening. [21]

Efter byrådsvalget, hvor førnævnte medlem af SAF Chr. Lange ikke stillede op, søgte han igen om, at blive medlem af Socialdemokratiet, men nu viste det sig, at socialdemokraterne ikke bare var til sinds at optage ham. På månedsmødet den 4. september 1920 blev han foreslået af partiforeningens sekretær Chr. Larsen, der bad om, at Langes ansøgning måtte få en mere velvillig behandling, end sidste gang, hvilket må have været på medlemsmødet umiddelbart efter byrådsvalget. Kassereren, skomager Wilhelm Lange og byrådsmedlem Wollrath Eckhardt gik dog så kraftigt imod hans ansøgning, at Larsen trak forslaget.[22]

Chr. Langes havde været stærk modstander af forslaget om valgsamarbejde og en fællesliste mellem Sønderjysk Arbejderforening og Socialdemokratiet (SPD) ved byrådsvalget 1919. Det var en del af årsagen, men det var nok mere, at han tidligere havde været formand for SPD-Sonderburg. Skomager Wilhelm Lange, (der ikke var i familie med Chr. Lange), var medlem af bestyrelsen i SPD-Sonderburg i 1906, da Chr. Lange var formand, han var ikke tilpas med hans omflakkende tilværelse, fra socialdemokraterne til SAF, videre til byrådet for den borgerlige danske liste, og nu ville han igen tilbage i den socialdemokratiske fold.

Hans udtalelse i juni 1920 om ” én gang tysker altid tysker” bidrog nok heller ikke til familiehyggen, men Chr. Lange var ihærdig, og 3. gang blev lykkens gang. På medlemsmødet den 11. december 1920 var det lærer Jacobsen, som mente: Når der var søgt tre gange om optagelse, så måtte det være mandens mening at tilslutte sig partiet. Preuss. som var kommet retur efter sin udvisning, støttede dette synspunkt og sagde: Vi skal styrke foreningen og ikke støde dem fra os, som ønsker at støtte partiet. Med 27 stemmer for, 12 imod og to blanke blev Chr. Lange igen optaget som medlem af Socialdemokratiet. [23]

SAF´s 2 byrådsmedlemmer Andreas Christensen og Jørgen Brandt gjorde ikke meget væsen af sig i byrådsarbejdet, de var stort set fraværende i debatten, de udtalte sig sjældent og af referaterne og avisomtalen, er det umuligt at se om de støttede Socialdemokratiet eller flertallet, noget tyder på det sidste.

Det lakkede mod enden for Sønderjysk Arbejderforening i Sønderborg, den 1. januar 1921 tog foreningen navneforandring til Arbejderforeningen 1921, den politiske forening var blevet til en selskabelig forening.

Andreas Christensen og Jørgen Brandt fortsatte i byrådet indtil valget den 5. marts 1922, ved dette valg dukkede der i sidste øjeblik en alternativ borgerlig liste op, her figurerede såvel Andreas Christensen som Jørgen Brandt. Brandt droppede dog hurtigt ud og blev kort tid senere medlem af Socialdemokratiet. Andreas Christensen blev ikke valgt og var dermed ude af politik.

Hovedparten af de tidligere medlemmer af Sønderjysk Arbejderforening meldte sig efterhånden ind i Socialdemokratiet. 

Tiden omkring afstemningen den 10. februar 1920

Den 17. november 1918 havde sønderjydernes førstemand H. P. Hanssen i sin berømte tale fra Folkehjem i Aabenraas balkon proklameret, at banen var ryddet for en folkeafstemning i Nordslesvig, efter 56 års udlændighed skulle sønderjyderne genforenes med Danmark.

De stærke tyske fagforeningsledere i Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg var ikke begejstrede for denne udmelding. De havde glædet sig over endelig at være sluppet af med den tyske kejser. Tyskland var en forbundsrepublik, men nu kunne man så se frem til at blive en del af et umoderne kongerige. I de første måneder af 1919 arbejdede de først på at en afstemning, hvis den overhovedet skulle gennemføres, skulle afholdes så sent som muligt. Dermed håbede de at befolkningen var blevet så tilfredse, at de ønskede at blive som en del af Tyskland.

Denne taktik lykkedes ikke. Så forsøgte man at påvirke forholdene, så en afstemning blev gennemført sogn for sogn og ikke som forslået én bloc for hele Nordslesvig. Det lykkedes heller ikke og i løbet af 1919 var de tyske arbejdere klar over, at der ikke var nogen vej uden om en afstemning om Nordslesvigs fremtidige tilhørsforhold.

I dagene før afstemningen den 10. februar 1920 var realismen stor hos Richard Hempel i Sønderborg: I dag er vi gode tyske arbejdere, i morgen er vi gode danske arbejdere. Men vigtigst – vi er fortsat socialdemokrater.[24]

 Overgangen fra det tyske parti og fagforeninger til Socialdemokratisk Forbund og danske fagforeninger.

Fra Sozialdemokratische Partei Deutschlands til Socialdemokratisk Forbund

I Nordslesvig/Sønderjylland var der i 1920 partiforeninger i de 4 købstæder Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg.

Den 18. juli 1920 havde formand Th. Stauning inviteret de fire partiforeninger til møde på Folkehjem i Aabenraa med henblik på overdragelse af medlemmer fra tyske SPD til danske Socialdemokratisk Forbund. Overraskende meddelte formanden for SPD-Sonderburg, Johan Jacobsen, at man ikke ønskede at deltage med begrundelsen: Foreningen besluttede ikke at deltage i noget delegeretmøde på hvilken en ceremoniel overgivelse fra den tyske partibestyrelse til den danske ditto skulle finde sted, idet sådant havde en bismag af dynamisk overhøjhed og tilsvarende underdanighed. Vi ønsker selv at bestemme over vor skæbne, som sket er, og ikke overgives eller overdrages.

Deltagerne fra mødet med repræsentanter for Socialdemokratisk Forbund og de 3 socialdemokratiske partiforeninger i Haderslev, Aabenraa og Tønder, som den 18. juli 1920 på et møde i Aabenraa overførte deres medlemmer fra tyske SPD til Socialdemokratisk Forbund. Som nr. 3 fra venstre ses Socialdemokratiets formand Th. Stauning (Foto Laask)

Denne meddelelse bærer præg af at Jacobsen som var tysk, men født og opvokset på Als. Han havde ønsket at Sønderjylland var forblevet en del af Tyskland. Han sluttede sin skrivelse med at oplyse, at beslutningen var truffet enstemmigt på en generalforsamling den 1. juli 2020. Samtidig kunne han oplyse, at det også var en enstemmig beslutning pr. samme dag at indmelde de enkelte medlemmer af Socialdemokratisk Forening for Sønderborg i Socialdemokratisk Forbund. Udmeldelsen af det tyske SPD skete samme dag.[25]

Sandsynligvis var Stauning ikke helt tryg ved denne melding fra Sønderborg. Derfor inviterede Socialdemokratisk Forbund til offentligt møde på Centralhotellet i Sønderborg den 17. juli. Af invitationen i ”Dybbøl-Posten” fremgik det, at Stauning og redaktør Knud Hansen, Kolding ville være til stede. Det blev yderligere præciseret, at alle var velkomne og det forventedes, at arbejdere fra såvel by som opland gav møde.

Der deltog omkring 200 i dette møde, det var såvel medlemmer fra SPD som SAF. Efter velkomst af Johan Jacobsen fik Stauning ordet og han glædede sig i sin mere end 1 time lange tale over, ikke alene at være sammen med partifæller og landsmænd, men også med tyske socialdemokrater: Hvem han tillagde frihed til at leve deres åndelige liv. 

Johan Jacobsen – sidste partiformand i tysk tid	Chr. J. Møller første partiformand efter Genforeningen

(foto Sønderborg Kommune)  

Stauning udtrykte bekymring ved den grundlovsændring, der skulle gennemføres efter at Genforeningen var en realitet. Der krævedes et JA fra mindst 45 % af alle stemmeberettigede, hvilket han mente kunne være vanskeligt. Det endte dog lykkeligt, stemmeprocenten var 49,6 %, 96,9 % sagde JA og 3,1 % NEJ. Selvom det var et klart resultat, så var det kun med nød og næppe at grænsen på min. 45 % blev nået.

Det var Staunings holdning, at sønderjyderne skulle vente nogle år, med hensyn til at blive repræsenteret i Folketinget. Man kan tænke over hvorfor han mente, at de skulle vente og have en særordning. Stauning vidste at stemmerne i Sønderjylland, sandsynligvis ville have en klar borgerlig overvægt og dermed styrke de borgerlige partier i Folketinget, han fik dog ikke sit ønske opfyldt. Ved folketingsvalget den 21. september 1920 var sønderjyderne for første gang i stemmeboksen for at stemme ved et folketingsvalg.

Mødet på Centralhotellet forløb fint, kun ganske få tog ordet og Stauning kunne rejse til Aabenraa og gennemføre mødet på Folkehjem med de 3 andre partiforeninger dagen efter, også dette møde gik stille og roligt. Godt en måned efter grænseflytningen var partiforeningerne i Sønderjylland en del af Socialdemokratisk Forbund.[26]

At Stauning måtte acceptere, at sønderjyderne skulle deltage i folketingsvalget den 21. september medførte stor travlhed hos socialdemokraterne. I august inviterede Stauning den nyvalgte partiformand i Sønderborg til København for at tale om hvem der skulle være folketingskandidat i Sønderborg-Kredsen, som af alle blev betragtet som kredsen med flest arbejderstemmer. Formand Chr. J. Møller mødtes med Stauning på Christiansborg. Chr. J. Møller fortalte ved Sønderborg-Kredsens 50-års jubilæum den 12. december 1970: Stauning tog mig med til Snapstinget, pegede på 3 personer som sad ved et bord og sagde. Du kan vælge af de 3 hvem du vil have. Da jeg bemærkede at det var svært at afgøre, svarede Stauning – Hvis jeg skulle vælge, ville jeg tage den lille pukkelryggede bager. Han vil blive jer en god mand. Dermed var sagen afgjort.[27]

Den formelle afgørelse fandt sted på socialdemokraternes månedsmøde den 4. september. Stauning havde sendt sin partifælle Frederik Borgbjerg til Sønderborg for at klare den sag. Uden at fortælle om mødet mellem Møller og Stauning præsenterede han I. P. Nielsen (Jens Peter Nielsen), han lagde meget vægt på, at I. P. Nielsen ud over dansk også var velbevandret i tysk, og han fortalte om hans store arbejde for tyske børn siden 1917, et arbejde der havde givet ham tilnavnet ”Der Kindervater”. I. P. Nielsen blev enstemmigt valgt af forsamlingen. Han havde nu 17 dage til en intens valgkamp.

Stauning havde naturligvis et stærkt ønske om at få sin kandidat valgt, så udover Sønderborg-Kredsen fik I. P. Nielsen også Tønder-Kredsen, som var kendetegnet ved mange tyske arbejdere. I Tønder var der valgbrochurer både på dansk og tysk. Den 21. september 1920 blev I. P. Nielsen valgt til Folketinget som den første socialdemokrat i Sønderjylland. Han repræsenterede Sønderborg-Kredsen uafbrudt i 23 år.

Stauning havde ønsket et møde i Sønderborg dagen før det overdragende møde i Aabenraa, ingen tvivl om at den vurdering var rigtig. At vælge en folketingskandidat, der kunne bygge bro mellem dansk og tysk, var perfekt. For yderligere at sikre en god integration af sønderjyder centralt blev tidligere formand i Sønderborg og borgmester fra 1922 Johan Jacobsen valgt til den socialdemokratiske hovedbestyrelse. 

Medlemmer af de tyske fagforeninger overføres pr. 1. juli 1920 til danske fagforeninger.[28]

I starten af 1920 var der i Sønderborg 22 tyske fagforeninger. På grund af en anden struktur i Danmark blev det fra 1. juli 1920 til 16 danske fagforeninger.

Dansk Arbejdsmandsforbund modtog medlemmer fra 5 tyske fagforeninger 1) Transportarbejderne 2) Havnearbejderne 3) Fabriksarbejderne som også havde kvinder som medlemmer 4) Brolæggere 5) Arbejdsmænd inden for byggeindustrien.

Fabriksarbejdernes 25 kvindelige medlemmer blev afleveret til det nyetablerede Kvindeligt Arbejderforbund.

Dansk Murerforbund fik medlemmer fra 2 tyske fagforeninger inden for byggebranchen.

HK fik også medlemmer fra 2 fagforeninger, der organiserede ansatte inden for Handel og Kontor. 

Dansk Smede- og Metalarbejderforbund fik medlemmer fra Deutscher Metallarbeiter-Verbandes. Da de også organiserede elektrikere blev disse afleveret til Dansk Elektrikerforbund.

Tømrerne, Formerne, Skrædderne, Malerne, Typograferne, Tjenerne, Skotøjsarbejderne, Bagerne, Musikerne og Jernbaneforbundet fik medlemmerne overført fra deres tyske ditto.

I perioden 1920 – 1922 blev der etableret nye fagforeningsafdelinger inden for bryggeri-, slagteri-, tekstil-, mølleriarbejderne samt kedel og maskinpasserne. På grund af den hurtigt voksende, nyetablerede A/S Nordisk Kamgarnsspinderi blev Tekstilarbejdernes Fagforening hurtigt en af byens største og mest indflydelsesrige fagforeninger.

Uagtet at det var de enkelte fagforeninger der sørgede for overflytningen fra de tyske til de danske fagforeninger, så var det hele på plads i løbet af august måned. Det samme var tilfældet med paraplyorganisationen Gewerkschaftskartellet, der nu hed Arbejdernes Fællesorganisation.

Kun hos murerne var der i august 1920 en kort diskussion med udgangspunkt i de nationale forhold. Murerne havde den 4. juli tilsluttet sig Dansk Murerforbund, men på et medlemsmøde den 5. august havde man indbudt to medlemmer fra Aabenraa, en tysk og en dansk murer, der var kommet til Aabenraa efter Genforeningen.

Den tyske murer informerede om, at nogle fagforeninger i Aabenraa, Haderslev og Tønder ikke gik over til de danske forbund/organisationer. De havde i stedet sluttet sig sammen og etableret et kartel med hovedsæde i Aabenraa. Han opfordrede murerne i Sønderborg til at være med.

Hans danske kollega støttede ham og påstod, at murerne havde solgt sig selv ved tilslutningen til det danske forbund, da arbejderne efter septemberforliget var bundet på hænder og fødder. Det forlig han henviste til var forliget 21 år tidligere mellem arbejdsgiverne og De samvirkende Fagforbund, der blev indgået den 5. september 1899.

Forsamlingen havde store betænkeligheder ved forslaget, og der kom intet ud af den diskussion der udspandt sig. Formand W. Eckhardt var ikke varm på forslaget og han besluttede derfor at udsætte en evt. beslutning, han mente, der var for få medlemmer til stede. Et så kontroversielt forslag skulle også drøftes med byens andre fagforeninger.

Mere skete der ikke i den sag. Det fremgår ikke af murernes protokol at spørgsmålet blev drøftet internt eller med andre. Der er heller ingen oplysninger om, det omtalte kartels virke i de andre sønderjyske byer. Så det er hurtigt gået i sig selv. 

Personspørgsmål i Arbejdernes Fællesorganisation og Fagforeningerne efter 1. juli 1920[29]

Arbejderbevægelsens stærke mand, den tyske murer Richard Hempel blev den første formand for Arbejdernes Fællesorganisation. I starten af juli 1920 overtog han jobbet fra murer Walter Eggert. Hans tid for formand blev dog kort. På grund af uoverensstemmelser i partiforeningen meldte Hempel i august sig ud af Socialdemokratiet og ind i Venstresocialisterne (senere DKP). På et bestyrelsesmøde den 25. september, hvor Hempel meget fornuftigt havde meldt afbud, blev det besluttet, at han ikke kunne fortsætte som formand.

Ny formand for Arbejdernes Fællesorganisation blev den danske arbejder Jørgen Philipsen, der kort før var valgt som formand for Dansk Arbejdsmandsforening, Sønderborg Afd. Han havde dermed gjort lynkarriere fra fuldstændig ukendt inden for arbejderbevægelsen før Genforeningen til to magtfulde formandsjobs og nyvalgt medlem af byrådet.

Man kan stille spørgsmålet: Betød overgangen fra tysk til dansk også at de øvrige nu danske fagforeninger skiftede tyske formænd ud med danske?

Svaret er et klart NEJ. De stærke tyske fagforeningsformænd for murerne (Eckhardt), tømrerne (Pieper), smedene (A. Wilhelm) og elektrikerne (Preuss) blev alle på deres poster i årene fremover. Medlemmerne skelnede ikke mellem dansk eller tysk, men til de kvalifikationer de pågældende havde.

Nyetablerede Kvindeligt Arbejderforbund fik med Anna Matthiesen dansk formand.

Hvis man nogle år senere gør en slags status, så gik det ikke alt for godt for flere af de danske formænd. Partiforeningen havde frem til 1924, 2 danske formænd. Medlemmerne var utilfredse og elektrikernes tyske formand Oscar Preuss måtte træde til. Jørgen Philipsen havde godt styr på tingene indtil 1926, men stigende arbejdsløshed og urolige kommunistiske medlemmer i såvel Arbejdsmandsforbundet som Fællesorganisationen gjorde, at han gav op. Begge steder blev han dog afløst af danske formænd.

I denne artikel har jeg taget udgangspunkt i forholdene i Sønderborg, men der er kun nuancer til forskel fra de 3 andre sønderjyske købstæder. Ingen steder var der et skisma mellem danske og tyske arbejdere efter Genforeningen. Overgangen til de danske fagforeninger og Socialdemokratiske Forbund gik gnidningsfrit.

I dag lever mange efterkommere af tyske arbejdere og håndværkere, som i slutningen af 1800-tallet og indtil krigsudbruddet i 1914 kom til Sønderjylland, fortsat i landsdelen. Mange af dem blev, fordi de fandt sig en dansk kone. For dem havde det nationale i 1920´erne kun en sekundær betydning og kun ganske få af dem og deres efterkommere er i dag en del af landsdelens tyske mindretal.

20. juni 2020

 

 

[1] Holger Hjelholt, Sønderborg Bys Historie II, 1966 s.9

[2] By og Bolig 1988 s. 63ff

[3] H. Rosendal, Sønderjylland 2, København 1920 s. 361

[4] Sonderburger Zeitung, 29. oktober 1872

[5] Dybbøl-Posten 4. september 1873 og annonce 6. september 1873

[6] Gerd Callesen: En verden at vinde. København 1974 s. 31

[7] Heinzpeter Thümmler – Sozialistengesetz § 28. Ausweisungen und Ausgewiesene 1878-1890 s. 142 f.

[8] RIÅ – Sønderborg Landrådsarkiv nr. 846, 1869-1897

[9] RIÅ – Sønderborg Byrådsarkiv pk. 353

[10] RIÅ – Sønderborg Byråds Arkiv 1871-1919 Pk. 351 

[11] ArbejderArkivet optegnelser fra Chr. Thomsen og statutter for Central-Herberge af 13. maj 1905 Pk. 4047A

[12] Frode Sørensen – Revolutionen og Magten, Sønderborg 2008 s. 70ff

[13] ABA – Preuss´ brev til Stauning den 19. juni 1920 SD 500 Pk. 118-120 – ArbejderArkivet Protokol af 25. juni 1920 fra møde i Arbejdernes Fællesorganisation, Pk. A 4001

[14] Redaktør Peter J. Møller, Tønder, udateret manuskript Sønderjysk Arbejderforening for Nordslesvig

[15] RIÅ, Sønderborg Byrådsarkiv pk. 353

[16] RIÅ – 29. februar 1920 Ugebladet Sønderjyden udgivet af Sønderjysk Arbejderforening

[17] ABA – Brev af 12. marts 1919 SD 500 pk. 118-120 

[18] H. C. Clausen i Jydske Tidende 10. februar 1982 

[19] RIÅ – 29. februar 1920 Ugebladet Sønderjyden udgivet af Sønderjysk Arbejderforening

[20] Dybbøl-Posten den 30. april 1920

[21] ArbejderArkivet i Sønderborg Socialdemokratiets protokol 7. august 1920 Pk. A 4040

[22] ArbejderArkivet i Sønderborg, Socialdemokratiets protokol 4. september 2020 Pk. 4040

[23] ArbejderArkivet Socialdemokratiets protokol fra møde den 11. december 1920 Pk. 4040

[24] Frode Sørensen, Revolutionen og Magten, Sønderborg 2008, s. 101ff

[25] ABA – Brev af 28. juni 1920 fra formand Johan Jacobsen, SPD-Sonderburg til Socialdemokratisk Forbund i København, SD 500 Pk. 118-120

[26] Dybbøl-Posten den 19. juli 1920

[27] Sønderjyden den 14. december 1970

[28] Frode Sørensen Revolutionen og Magten, Sønderborg 2008 s. 128

[29] Frode Sørensen Revolutionen og Magten, Sønderborg 2008, s. 123ff