Johan Jacobsen

blev valgt som den første socialdemokratiske borgmester i Sønderborg og Sønderjylland, den 1. april 1922. Hans borgmesterperiode på 11 år blev starten på 100 år, hvor socialdemokraterne i Sønderborg har haft borgmesterkæden i 75 år.

Johan Jacobsen blev 1. april 1922 valgt som Sønderborgs første socialdemokratiske borgmester. Byrådet bestod af 8 dansk-borgerlige, 5 tysk-borgerlige og 8 socialdemokrater. De 8 socialdemokraters nationale tilhørsforhold var: 2 danske født i Nordslesvig, 2 tyske født i Nordslesvig, 2 tyske født i Tyskland og 2 danske født i Kongeriget.

Johan Jacobsen blev født den 18. marts 1864, en måned før det smertelige nederlag på Dybbøl, han var søn af kro- og bryggeriejer Jacob Jacobsen, Skovby Kro på Sydals. Familien var tysk. Skoledagen blev som for mange andre børn kombineret med arbejde, han gik til hånde på kroen.  I starten af 1880’erne blev Jacobsen soldat ved Infanteriet i Flensborg, i samme by hvor han i midten af 80´erne afsluttede sin lærereksamen.

borgmester Johan Jacobsen (1863-1937) (Foto Sønderborg Kommune)Den 1. april 1908 blev ansat i en ”Fünfte-Lehrerstelle” ved den nyoprettede Knabenschule (drengeskole) på Kaiser Wilhelms Allé (Kongevej) i Sønderborg.

Ved valget til Borgerrepræsentationen (Byrådet) i Sønderborg i 1919 fik de tyske socialdemokrater (SPD) valgt 4 medlemmer, den ene var lærer Johan Jacobsen. Det næstsidste møde inden det første danske byrådsvalg fandt sted den 28. juni 1920. På mødet besluttede et flertal at preussiske embedsmænd skulle stryges af valglisten. Konsekvensen var, at tyske lærere, blev slettet. Denne beslutning ramte Johan Jacobsen som en bombe, stærkt ophidset forlod han byrådssalen med ordene: Når I berøver mig valgretten, har jeg ikke mere at sige i denne sal.

Det andet danske byrådsvalg efter Genforeningen, var fastlagt til søndag den 5. marts.  Lørdag den 18. februar var der opstillingsmøde i Fagforeningshuset.  Johan Jacobsen nægtede på det bestemteste at ville stille op, men efter at mødedeltagerne havde lagt et stort pres på ham, accepterede han. Forsamlingen kvitterede straks ved at vælge ham til partiets spidskandidat.

Da den socialdemokratiske liste blev offentliggjort var redaktør Andreas Grau Dybbøl-Posten straks på banen. Han beskyldte listen for at være stærkt tyskorienteret. Grau betegnede placeringen af lokale danske arbejdere som nr. 5 og 6 på listen som ydmygende for dem, fordi de havde været nr. 1 og 2 i 1920. Grau ”glemte” bevidst at nævne, at listen rummede 2 danske socialdemokrater nordfra, der var placeret som nr. 2 og 4.

Graus fortsatte kreativitet med hensyn til argumenter imod socialdemokraterne fejlede intet.

Dybbøl-Posten frembragte rygtet, at der før byrådsvalget havde været forhandlinger mellem socialdemokraterne og de tyske borgerlige, med henblik på at opnå socialdemokraternes støtte til en tysk borgmester. Redaktør Marius Pedersen, Sønderborg Amts Social-Demokrat afviste rygtet og betegnede Dybbøl-Posten som et smudsblad.

Uanset redaktør Graus angreb blev resultatet af byrådsvalget en sejr for Socialdemokratiet, som med det højeste stemmetal 839 fik valgt 8 medlemmer. Den danske borgerlige fællesliste fik med 773 stemmer valgt 7, den tyske fællesliste fik med 607 stemmer valgt 5. Det sidste mandat gik til en dansk borgerlig særliste.

Det nyvalgte byråd mødtes lørdag den 1. april 1922 på Rådhuset for at konstituere sig. Fra dansk borgerlig side blev borgmester I. H. Kock foreslået til genvalg. Fra tysk borgerlig side foreslog man justitsråd Johann Alexandersen. Christoffer Føgh foreslog på socialdemokraternes vegne Johan Jacobsen. Resultatet af 1. afstemning blev: Kock 8 stemmer, Alexandersen 5 stemmer og Jacobsen 8 stemmer. Resultatet af 2 afstemning blev det samme. Ved 3. afstemning uden Alexandersen fik Jacobsen 10 stemmer, Kock 8 stemmer og 3 var blanke. Johan Jacobsen var valgt til Sønderborgs første socialdemokratiske borgmester med de 8 socialdemokratiske og 2 borgerlige tyske stemmer.

At Johan Jacobsen var tysksindet, havde ifølge redaktør Grau sikret hans valg, han konkluderede:

Byrådet består af 8 borgerlige danske, 5 danske socialdemokrater, 5 borgerlige tyskere og 3 tyske socialdemokrater. Redaktør Marius Pedersen kommenterede resultatet køligt: Det blev altså vort parti som fik borgmesterposten i denne byrådsperiode. Lad os sige det straks det var ikke vort ønske, da vi i realiteten er et mindretal på 8 mod 13 borgerlige.

Det første ordinære byrådsmøde fandt sted den 19. april 1922, Jacobsen kunne fejre comeback til byrådet. Han var spændt på, hvordan samarbejdsklimaet fra dag et ville være mellem byrådets tre fraktioner, men det første møde gav ingen nævneværdige problemer. Socialdemokraternes forslag om dagpenge til medlemmerne af ligningskommissionen blev nedstemt, men sammen med de borgerlige danske gennemførte socialdemokraterne et tilskud til biblioteket.

Samarbejdet i første byrådsperiode blev mindre dramatisk end frygtet. En ny vej ved Ringriderpladsen skulle navngives, her oplevede man en fælles borgerlig tysk – socialdemokratisk front, de ønskede at vejen skulle hedde Ringridervej, den borgerlige danske fraktion ønskede vejen opkaldt efter det tidligere danske medlem af den tyske rigsdag, Hans A. Krüger, men da danskerne kun kunne mønstre 6 stemmer for Krügers Vej, blev vejens navn med 13 stemmer Ringridervej.

Borgmesteren tilstræbte at holde en ordentlig tone i byrådssalen. Den 16. december 1925 diskuterede byrådet udlicitering af en ny skolebygning, tyske August Friedrichs ønskede at tale tysk, da han ikke mente at kunne udtrykke sig tilstrækkeligt præcist på dansk. Borgmesteren bemærkede forretningssproget i byrådet er dansk. Han ville dog ikke nægte Friedrichs at tale tysk, men han betragtede det som en latterlig demonstration, eftersom Friedrichs talte ligeså godt dansk som tysk. Nu blev Friedrichs fornærmet og frafaldt ordet, så protesterede partifællen, Chr. Rasmussen og det kom til en kort, men heftig diskussion mellem ham og borgmesteren, men Rasmussen talte tysk under resten af mødet, det medførte at den konservative Nielsen-Strand, meddelte at han ikke forstod tysk og heller ikke havde nogen forpligtelse hertil, nu viste borgmesteren sig fra sin venlige side og oversatte Rasmussens indlæg. I øvrigt morede de øvrige byrådsmedlemmer sig kosteligt over denne farceagtige forestilling. Episoden forblev enkeltstående, der findes ikke eksempler på gentagelse.

Der var spænding op til byrådsvalget den 7. marts 1925, alle huskede den barske og følelsesladede debat i 1922. Socialdemokraterne skulle på opstillingsmødet den 9. februar sammensætte en slagkraftig liste, der kunne sikre Jacobsens genvalg. Listen blev uden reelle overraskelser. Socialdemokratiet gjorde meget ud af at slå fast, vælgerne kunne stole på, at partiet handlede efter sit program, uden skelen til nationale tilhørsforhold.

Det blev en tam valgkamp helt uden den intense nationale diskussion. Resultatet af valget blev ikke meget forskellig fra resultatet i 1922, 8 socialdemokrater, 8 dansk borgerlige og 5 tysk borgerlige. Med støtte fra de tyske borgerlige blev Jacobsen genvalgt. Det samme gentog sig i 1929. Igen med støtte fra de tyske borgerlige blev Johan Jacobsen genvalgt til sin 3. borgmesterperiode.

Sønderborg Byråd 1929-1933 – borgmester Johan Jacobsen sidder til venstre for den stående person. (Foto ArbejderArkivet)

I 1930 var det ti år siden Genforeningen. Sønderborg udviklede sig godt og befolkningstallet steg, de store nye arbejdspladser, Nordisk Kamgarnsspinderi, Sønderborg Skibsværft og Svineslagteriet gav beskæftigelse til mange arbejdere, andre store virksomheder, der også bestod i tysk tid, Margarinefabrikken BONA og Sønderborg Eksportbryggeri fortsatte deres gode udvikling. I 6-7 år havde byrådet med borgmester Jacobsen i spidsen arbejdet på at udskifte den gamle pontonbro med en ny og tidssvarende bro i stål, Chr. X´s bro blev færdiggjort i løbet af 1930. Udviklingsmæssigt kunne den nye bro sidestilles med bygningen af jernbanen Sønderborg – Tinglev omkring århundredskiftet.

Kong Christian X´s bro som blev indviet i 1930, som afløser for Kong Frederik VII´s Pontonbro fra 1856. (Foto ArbejderArkivet)

Efter 11 år som borgmester kunne Johan Jacobsen i starten af 1933 se enden på sin karriere, alder og sygdom kombineret med nogen utilfredshed i egne rækker betød, at Jacobsen ikke blev opstillet som borgmesterkandidat. Byrådsvalget var fastsat til den 11. marts, på et tidspunkt hvor Hitler havde overtaget magten i Tyskland og hvor mørke skyer trak op over Sønderjylland, en situation som med et fingerknips betød en omfattende nazificering af det tyske mindretal. De tyske borgerlige kunne i 1933 ikke mere ville støtte en socialdemokratisk borgmesterkandidat, borgmesterposten gik til bankdirektør Hans Nielsen, Venstre.

Johan Jacobsen havde ind i mellem en kompromisløs facon at agere på, med den dramatiske udvandring fra byrådssalen i juni 1920 som højdepunktet. Hans ledelsesstil bar præg af den autoritære tyske skolemesterstil, en medarbejder på Rådhuset, Max Müller kaldte ham med et gran af både ironi og respekt for Johan der Gerechte. Stilen og egenrådigheden gav i den sidste del af hans borgmesterperiode anledning til kontroverser inden for egne rækker, men han stod fast på sin egen holdning, uagtet at han blev kritiseret. Perioden 1922-1933 var også kendetegnet af, at Byrådet med borgmester Johan Jacobsen i spidsen forstod at bygge bro især mellem de nationale forskelligheder.

Johan Jacobsen døde den 13. marts 1937 – 73 år gammel. Hans mindesten står stadig på Sct. Marie Kirkegård.