Sønderjysk Arbejderforenings afdeling i Sønderborg 1918 – 1921
Sønderjysk Arbejderforening (SAF) hed indtil starten af 1919 Dansk Arbejderforening for Nordslesvig og var oprettet den 14. november 1911. Anton Houborg og Chr. Lageri, begge fra Haderslev, var fra 1919 henholdsvis formand og sekretær.
Foreningens formål var ifølge vedtægterne:
at varetage arbejdernes interesser ved gennem et samarbejde og sammenhold at løfte og gavne dens medlemmer på håndens som på åndens område til gavn og glæde for den enkelte, og til held og lykke for vort folk og vor nationale sag.
Formålsparagraffen var ikke lige noget, der solgte mange medlemskort, selv om den var en dansk konkurrent til tyske SPD. I november 1918 havde foreningen i hele Sønderjylland beskedne 373 medlemmer fordelt på tre afdelinger, men efter afslutningen på den store krig eksploderede medlemstilgangen.
Sønderjysk Arbejderforening opfordrede i starten af januar 1919 de danske arbejdere til at undlade at deltage i det forestående valg til den tyske Rigsdag. Vel er vi endnu prøjsiske undersåtter og som sådanne berettiget til at udøve vor valgret. Mens tyskerne som følge af nederlaget er tvunget til at følge Wilsons program, er vor landsdels genforening med Danmark kun et tidsspørgsmål. Under disse forhold vil vi ikke øve indflydelse på det tyske folks indre anliggender. Lad dem ordne deres sager selv.[1]
SAF’s offensiv indeholdt også et opråb i annonceform til de danske arbejdere, herunder også til arbejdsløse, småhåndværkere og husmænd, de blev opfordret til straks at melde sig ind i foreningen.
Opråbet havde en kolossal virkning på de danske arbejdere, hvoraf mange gennem fire lange år havde udført krigstjeneste for Tyskland, de havde oplevet uhyrligheder og tragedier, nu var de vendt hjem fra fronten, blot for at møde elendighed, mangel på levnedsmidler, tøj, boliger og sidst men ikke mindst arbejde.
Udviklingen i SAF’s medlemstal indebar i starten at 1919 en organisationsændring, Nordslesvig blev opdelt i kredse, og den 20. februar oprettede man for Sønderborg-området Dansk Arbejderforening for Nordslesvig, Kredsafdeling Sønderborg.[2] Formand blev drænsmester Peter Jacobsen, Hørup, næstformand, maskinbygger Godtfred Dixen, Sundsmark, sekretær, forretningsfører Chr. Oberg, Sønderborg og kasserer, August Jacobsen, Sundsmark. Medlemstallet i Sønderborg-kredsen var i november 1919 nået op på 2.172.
Kort før afstemningsdagen den 10. februar 1920 offentliggjorde SAF i Sønderjylland sit medlemstal til 12.730, heraf 444 i Sønderborg kommune, med formanden, forarbejder Andreas Christensen, Norderstrasse 5, i spidsen.[3]
Andreas Christensen.
Når det var vigtigt at få organisationen på plads hurtigt, skyldtes det også, at der allerede i marts 1919 skulle være valg til borgerrepræsentationen (Byrådet) i Sønderborg. Byrådssalen var det forjættede land som ingen socialdemokrat i Sønderborg endnu havde betrådt. Blandt de organiserede medlemmer af SPD-Sonderburg, skulle byens ubestridte arbejderleder murer Richard Hempel sammensætte sin kandidatliste. Efter krigsafslutningen hvor han blev formand for Arbejderrådet gjorde han en stor indsats for at styrke det overvejende tyske SPD-Sonderburg, det var lykkedes. Den 31. marts 1919 havde partiet 406 medlemmer heraf 88 kvinder. SPD og SAF i Sønderborg var omtrent lige store.
Indtil revolutionen den 6. november 1918 var det stort set udelukkende arbejdere, håndværkere og hjemmegående kvinder, der var medlemmer af SPD-Sonderburg, men det ændrede sig nu: Fiskere, skolelærere og andre offentlige ansatte meldte sig ind i partiet. Før revolutionen var det ikke tilladt offentligt ansatte embedsmænd at være medlemmer af Socialdemokratiet.
Hempel blev formand for valgkommissionen til valget den 2. marts 1919, et valg som skulle blive det sidste under tysk styre og en personlig succes for Hempel. Ud af 2.143 afgivne stemmer fik Socialdemokratiet 623, og partiet kom ind i byrådet med fire mandater ud af 24. De første socialdemokrater i borgerrepræsentationen var alle tyske.
Til stor irritation for Hempel opstillede Sønderjysk Arbejderforening (SAF) kandidater på margarinefabrikant Peter Knarhøi’s borgerlige danske liste. Listen fik valgt 10, heriblandt 2 fra SAF, arbejder Chr. Lange, Schillerstrasse 6a, der havde været formand for SPD-Sonderburg fra 1906-08 og arbejder Hans Tychsen, St. Jürgenstrasse 27.
At en tidligere formand for SPD-Sonderburg stillede op på en dansk-borgerlig liste, gjorde ikke bitterheden hos de tyske arbejdere mindre, og det skulle senere give Lange problemer.
Richard Hempel
Egentlig var forholdet i dagligdagen mellem danske og tyske arbejdere fordrageligt, men der opstod af og til problemer. Den 12. marts 1919 skrev Hempel og elektriker Oscar Preuss til det danske Socialdemokratisk Forbund i København og klagede over SAF, som de beskyldte for skadelig agitation imod dem under valgkampen. [4]
De danske arbejdere var før krigen, på nær dem som var medlemmer af SPD og en fagforening, stort set usynlige i kampen for ordentlige løn og arbejdsvilkår. Sagt direkte: De rettede ind til højre og holdt deres kæft. Det senere folketingsmedlem for Det radikale Venstre, Chr. Lageri, Haderslev, der i 1919 blev sekretær i SAF, er citeret for følgende udtalelse: Ved ethvert valg troppede småkårsstanden op ved valgurnen og afgav stemmen på den danske kandidat, uden skelen til om det var en kapitalist eller en storbonde. Til trods for denne støtte vakte det harme, at der aldrig blev taget hensyn til småkårsstanden. [5]
Selvom den store tilslutning til SAF også skyldtes mobiliseringen for et dansk ja ved den forestående folkeafstemning, så var det den danske arbejders krav om endelig at få indflydelse på sin egen arbejdssituation, på den politiske dagsorden, og ikke som Lageri udtalte, at arbejderne blot skulle være nogle, som sikrede nationale danske stemmer, men som man kun behøvede at tage hensyn til op til valgene.
Umiddelbart efter afstemningen den 10. februar 1920 skrev partiformand Th. Stauning på Socialdemokratisk Forbunds vegne i SAF’s blad Sønderjyden. Han oplyste at bestyrelsen for første gang havde haft møde i Nordslesvig, og han strakte hånden ud til et samarbejde med alle arbejdere i Nordslesvig. Socialdemokratiet opfordrede til samarbejde for det internationale socialdemokrati. Chr. Lageri besvarede opfordringen: Vi er et grænsefolk, hvor nationaliteten har sat så dybe rødder, at de ikke let rives op. Et svar som hverken åbnede eller lukkede dørene for et fremtidigt samarbejde. [6]
Socialdemokratisk Forbund i København sendte på ny de sønderjyske arbejdere en velkomsthilsen efter et forretningsudvalgsmøde den 20. februar 1920 med ønsket om, at alle sønderjyske arbejdere tilsluttede sig Socialdemokratiet og de danske fagforeninger. Et ønske som i Sønderborg blev modtaget og besvaret positivt af SPD-Sonderburgs formand, lærer Johan Jacobsen.
Velkomsthilsenen blev kort efter fulgt op af en invitation til et møde den 9. og 10. marts 1920 i København. I mødet deltog formændene for SPD i Haderslev, Aabenraa og Sønderborg. SAF var repræsenteret af Chr. Lageri og Anton Houborg samt formanden for SAF i Sønderborg, Andreas Christensen. På mødet udtrykte alle vilje til samarbejde, så opstarten til en fælles fremtid var lovende.
SAF skulle dog hurtigt løbe ind i alvorlige interne problemer.[7] Lageri var kommet for skade at påstå, at der i forbindelse med afstemningen i 2. zone havde været handlet med stemmer. Han påstod, at tyskerne havde tilbudt danskere 200 mark for at stemme tysk. Herefter havde danskerne svaret igen og havde tilbudt tyskerne 500 mark for at stemme dansk. Lageri blev beskyldt for at tale usandt. Flensborg Avis påstod, at beskyldningerne var grebet ud af luften, der var ikke skygge af bevis. Før Lageri`s ytringer var det kun altyskere, som havde vovet at frembringe sådanne påstande. Nu ser vi en dansk Nordslesviger gøre det samme. Vil de danske arbejdere virkelig have en sekretær som Lageri?
Episoden medførte kort efter en sprængning af SAF. Lageri blev desuden kritiseret for sin holdning i grænsespørgsmålet, sin redaktion af SAF-bladet Sønderjyden, sin optræden i vælgerforeningens tilsynsråd og for sin stillingtagen i dansk politik, hvor han ensidigt støttede Aabenraa-retningen.
Sønderjysk Arbejderforening blev nu delt i to. Fuldbyrdelsen skete søndag den 9. maj 1920 på et møde i Tinglev. Et stort antal medlemmer med lokale formænd og næstformænd i spidsen brød ud og dannede Sønderjysk Nationale Arbejderforening med drænsmester Peter Jacobsen, Hørup, som formand. SAF var knap tre måneder efter afstemningsdagen på vej mod opløsning.
Ved Byrådsvalget den 26. juli 1920 stillede Socialdemokratiet med en liste på 24 kandidater. Som nr. 1 og 2 var to danske medlemmer, der indtil kort før valget havde været medlemmer af Sønderjysk Arbejderforening, former Christoffer Føgh og arbejder Jørgen Philipsen. På 3. pladsen kom Hempel og som nr. 4 og 5 bødker Jacob Ohlsen og murer Wollrath Eckhardt. De fem blev valgt. SAF som denne gang opstillede med egen liste fik valg vognmand Jørgen Brandt og formanden, forarbejder Andreas Christensen.
På det konstituerende byrådsmøde den 4. august 1920 fik Sønderborg efter 56 års tysk styre igen en dansk borgmester, nu var det ikke en kongelig udnævnt, men en folkevalgt. Købmand J. H. Kock fra den danske borgerliste blev valgt med 19 stemmer. De fire tilstedeværende socialdemokrater stemte blankt, Hempel deltog som det eneste byrådsmedlem ikke i det konstituerende møde. Ved at undlade at stemme undgik socialdemokraterne en intern national diskussion.
Den 7. august var der generalforsamling i Socialdemokratisk Forening. Medlemstallet var i første halvdel af 1920 faldet fra 231 til 173, hvoraf kun 68 pr. 1. juli 1920, meldte sig under den danske fane, medlemstallet var dog hurtigt på vej op, da mange tidligere SAF-medlemmer meldte sig ind. Ved valget til formand var der stemmelighed mellem formanden, lærer Jacobsen og overtelegrafassistent Chr. Møller. I stedet for lodtrækning overlod Jacobsen frivilligt formandsposten til Møller, med bemærkningen, at det måske var en god idé at vælge en formand med en fortid i Sønderjysk Arbejderforening. [8]
Efter byrådsvalget, hvor førnævnte medlem af SAF Chr. Lange ikke stillede op, søgte han om igen at blive medlem af Socialdemokratiet, men nu viste det sig, at socialdemokraterne ikke bare var til sinds at optage ham. På månedsmødet den 4. september 1920 blev han foreslået af partiforeningens sekretær Chr. Larsen, der bad om, at Langes ansøgning måtte få en mere velvillig behandling, end sidste gang, hvilket må have været på medlemsmødet umiddelbart efter byrådsvalget. Kassereren, skomager Wilhelm Lange og byrådsmedlem Wollrath Eckhardt gik dog så kraftigt imod hans ansøgning, at Larsen trak forslaget. [9]
Johan Jacobsen
Chr. Langes stærke modstand mod forslaget om valgsamarbejde og en fællesliste mellem Sønderjysk Arbejderforening og Socialdemokratiet (SPD) ved byrådsvalget 1919 kan have været årsagen, men det var nok mere, at han tidligere havde været medlem af SPD. Skomager Wilh. Lange, (der ikke var i familie med Chr. Lange), var medlem af bestyrelsen i SPD-Sonderburg i 1906, da Chr. Lange var formand, han var ikke tilpas med Chr. Langes omflakkende tilværelse, fra socialdemokraterne til SAF, videre til byrådet for den borgerlige danske liste, og nu ville han igen tilbage i den socialdemokratiske fold.
Hans udtalelse i juni om ” én gang tysker altid tysker” bidrog nok heller ikke til familiehyggen, men Chr. Lange var ihærdig, og 3. gang blev lykkens gang. På medlemsmødet den 11. december 1920 var det lærer Jacobsen, som mente, når der var søgt tre gange om optagelse, så måtte det være mandens mening at tilslutte sig partiet. Preuss. som var kommet retur efter sin udvisning af landet, støttede dette synspunkt og sagde: Vi skal styrke foreningen og ikke støde dem fra os, som ønsker at støtte partiet. Med 27 stemmer for, 12 imod og to blanke blev Chr. Lange igen optaget som medlem af Socialdemokratiet. [10]
SAF´s 2 byrådsmedlemmer Andreas Christensen og Jørgen Brandt gjorde ikke meget væsen af sig i byrådsarbejdet efter deres valg den 26. juli 1920. De var stort set fraværende i debatten, de udtalte sig sjældent og af referaterne og avisomtalen, er det umuligt at se om de støttede Socialdemokratiet eller flertallet, noget tyder på det sidste.
Det lakkede mod enden for Sønderjysk Arbejderforening i Sønderborg, den 1. januar 1921 tog foreningen navneforandring til Arbejderforeningen 1921, den politiske forening var blevet til en selskabelig forening.
Andreas Christensen og Jørgen Brandt fortsatte i byrådet indtil valget den 5. marts 1922. Ved dette valg dukkede der i sidste øjeblik en alternativ borgerlig liste op, her figurerede såvel Andreas Christensen som Jørgen Brandt. Brandt droppede dog hurtigt ud og blev kort tid senere medlem af Socialdemokratiet. Andreas Christensen blev ikke valgt og var dermed ude af politik.
Hovedparten af de tidligere medlemmer af Sønderjysk Arbejderforening meldte sig ind i Socialdemokratiet.
Frode Sørensen
[1] Redaktør Peter J. Møller, Tønder: Sønderjysk Arbejderforening for Nordslesvig. (udateret, ikke trykt manuskript).
[2] LAA – Sønderborg Byrådsarkiv pk. 353 (nr. 3.41 Dansk Arbejderforening for Nordslesvig).
[3] LAA – Ugebladet Sønderjyden udgivet af Sønderjysk Arbejderforening, den 29. februar 1920.
[4] ABA – Original brev af 12. marts 1919. SD 500 pk. 118-120.
[5] H. C. Clausen i Jydske Tidende den 10. februar 1982.
[6] LAA – SAF-Ugebladet Sønderjyden den 29. februar 1920.
[7] Dybbøl-Posten den 30. april 1920.
[8] ABS – Socialdemokratiets protokol fra generalforsamlingen den 7. august 1920, pk. A 4040.
[9] ABS – Socialdemokratiets protokol den 4. september 1920, pk. A 4040.
[10] ABS – Socialdemokratiets protokol fra mødet den 11. december 1920, pk. A 4040.